Anmeldelse af "pt." i Politiken
Spørg bare 32-årige Christian Juncker, der på sidste del af sin albumtrilogi om barndom, ungdom og voksenliv forsøger at slå rod i det modne. Uden helt at have greb om hverken roden, moden eller sig selv.
De rigtige voksne
»Det kan godt være, at jeg får kolde tæer/ for jeg er nok bedst til laissez faire/ min frihed må være det primære/ og mit ansvar sekundært«, synger vor ven allerede i albummets første sang, ’Enigheds Allé’.
Et smukt spundet sikkerhedsnet under alle de beslutninger, den voksne kærlighed kræver. Lejlighed på broerne eller murermestervilla i forstæderne? Granddanois eller golden retriever? Brugt eller ny bil?
Juncker ved det heller ikke, men konstaterer resignerende, at de fleste af os nok ender med »murermesterhus/ børnevenlig hund/ Ford Focus«. For føje år siden var det alle de andre, de rigtige voksne, der kørte rundt i småborgerlighedens snævre cirkler på parcelhusvejene i Christian Junckers sange.
Den moderne mand
Medmindre de gled af sporet i sangskriverens melankolske ironi over livet hos Mogens og Karen og alle de andre fra ’Snork City’, som solodebuten fra 2004 hed.
Men også for Christian Juncker er det gået, som det som regel går, og de modne forpligtelser, tvivlen og angsten har sneget sig med helt ind under dynen: »Jeg er bange for at dø/ jeg synes det går for stærkt/ jeg har uro i min mave/ når livet det tager fat«, synger Juncker blidt hen over puden i ’Tættere’, der ender med at blive en kærlighedssang af de smukke.
»Jeg drejer min verden og verden drejer sig om dig og mig«, synger den moderne mand med brug for at forankre sig i kærligheden.
Skævt smil til parforholdet
Også i parforholdet er konflikter og brug for at »tilgive mig det samme«, som Christian Juncker formulerer det i ’Mange gange’. Et af de fine eksempler på, at sangskriveren har luget ud i distance, ironi og melodisk fyld, så både tekster og musik her står mere skarpt og enkelt.
Måske er det også den fremragende producer Søren Mikkelsens fortjeneste, at lyden er mere organisk, levende og indbydende i forhold til det mere komprimerede udtryk, Christian Juncker tidligere har forpuppet sig bag. Her er udtrykket mere traditionelt, åbent og lyrisk et sted mellem rock’n’roll og visen.
I de bedste sange på ’pt’ kommer han både som sangskriver og sanger helt tæt på sig selv og lytteren med et skævt smil til parforholdet som dette: »Du holder min hånd/ jeg holder min mund«.
Såre sympatisk
Når Juncker tager fat på større emner, politik, poesi og filosofi som i den ellers melodisk veloplagte ’Falaffel Avenue’, snubler de fine formuleringer ofte over det banale. Synd, for Christian Juncker er ikke alene en af den nye generations absolut bedste sangskrivere på sit modersmål, men også en såre sympatisk en af slagsen.
Måske vil det dog skærpe fremtidige sange, hvis Juncker dropper sympatien og venligheden? Vejen til det helt store er i hvert fald banet med den trilogi, der udgør Christian Junckers og mange andres snublende skridt frem mod evnen til at stå imod egne benspænd. Juncker har leveret tvivl til tiden, og det er p.t. ikke det værste, vi har.
Et uddrag af de gode anmeldelser af albummet "pt"
"pt." anmeldelse i Berlingske Tidende (5 stjerner)
»Det er så få, der lever til de dør,« synger Christian Juncker smukt på sit fjerde album, hvorpå god popmusik til gud og hver mand, ditto tekster og en skøn stemme går op i en højere enhed.
Pressen Skrev
JUNCKER / DET SORTHVIDE HOTEL / 27. marts 2006
PRESSEN SKREV:
”Det sorthvide hotel” ligner allerede årets bedste popalbum. En sørgmunter sag iklædt uimodståelig melodi”. ”Skal nogen nyere dansk pop- og rocksmed have pladsreservation på dansk populærmusiks øjeblikkelige førsteklasse, må det være Juncker…”
5 stjerner – BERLINGSKE TIDENDE
”En allerhelvedes appetitlig udgivelse, der konsoliderer Junckers position som én af sin generations tekstligt mest velformulerede og musikalsk mest stilsikre stemmer”.
INFORMATION
”Et flot, varieret og gennemført album fra en dygtig sangskriver, der roligt kan sende tredje album på gaden. Vi venter allerede i spænding.”
5 stjerner – MUSIK.DK
”Når man hører numre som ’Det Sorthvide Hotel’ og ’Lille Splint I Fingeren’, er der ingen tvivl; med den form for sangskrivning er det junckerske univers sikret en udmærket plads i den store kosmiske pladesamling.”
4 stjerner – SOUNDVENUE
”Musikalsk viger Christian Juncker ikke tilbage for at lægge en flot gyngende guitarbund under – med charmerende cellostrøg. Sådan som teksterne også er – både smukt strøget og skarpt foldet. Det er så stærkt gået”
5 stjerner – JYDSKE VESTKYSTEN
”Kent møder Depeche Mode på Junckers andet album, der er endnu bedre end hit-debuten ”Snork City” ”…virkelig høj kvalitet”.
5 stjerner – SØNDAGSAVISEN
”Christian Juncker har en særlig sans for en fundamental dansk tone – for det lyrisk underfundige og det næsten umærkeligt medrivende”
4 stjerner – JYLLANDS-POSTEN
”Det Sorthvide Hotel er som en serie let duggede og fint filtrerede erindringsglimt fra ungdommens spændende forvandlingstid sunget med en blanding af distance og en lille klump i halsen.”
WEEKENDAVISEN
”…70’ernes lune sangskriverlyd og 80’ernes naive, men kontakte poprock. Når det virker bedst bruser det af mild og ren arrogance…”
4 stjerner – METROXPRESS
Anmeldelse af Det Sorthvide Hotel i Berlingske Tidende
Lagt på www.berlingske.dk mandag den 27. marts 2006 kl. 03:30
Popsucces og stjerner på
Af Mads Kastrup
Musik: Peter Sommer: »Destruktive vokaler« og
Juncker: »Det sorthvide hotel«
Der er Peter Sommer, der får én til at ønske, man var i Skanderborg. Og Juncker, der får én til at blive teenager igen. Dansksproget rock får hele to gode plader på én dag.
[....]
Sommers tæft for den enkle melodi sat sammen med flair for den mangetydige tekst giver ham et sæde i vognen med de bedste popsmede i dansk rock. Her kan han så passende sætte sig ved siden af Christian Juncker. En åndsbeslægtet bror.
Temaet er ungdom
Skal nogen nyere dansk pop- og rocksmed have pladsreservation på dansk populærmusiks øjeblikkelige førsteklasse, må det være Juncker med »Det sorthvide hotel«. Det er et blændede album. Fyldt med lysende fortælleenergi og uafviseligt popinstinkt. Han synger så vitalt som en ung Lars H.U.G., men uden at være manieret. Og han ryster schlager-materiale af sig, som er han bestøvet af en højere magt. Åbningsnummeret »Kære dagbog« er en smægtende fanesang for teenagerens ret til at hade alt, hvad han er rundet af. Det er en sang om den tilstand CV. Jørgensen i sin tid citerede de voksne for at kalde »ungdomskludder«. Juncker er modsat Sommer ude i temaet ungdom. Debut-successen »Snork City« var åbningen på en trilogi, hvor »Det sorthvide hotel« er nummer to. Det første handlede om barndommen, vi er nu nået til sange om at flå sig løs fra fornuften og sætte livet på spil. Som i »Flimmerbær« med omkvædet Kom og kys mig/så glemmer vi alt om skovens døde træer/ for vi to har det bedste stof i byen, tilsat stort Aaa-kor og ringende melodi. Og sådan bliver det ved. Den ene besnærende sang efter den anden.
Gode lån
Christian Juncker har en sans lig svenske Orups for at gribe sine forbilleders highlights og gøre dem til sine egne. Eksempelvis i »En lille splint i fingeren«, der har kigget Depeche Mode i kortene og lånt en trumf. Eller når han åbner døren ind til REM i »Festen er forbi«. Eller når han i »Når du går fra mig« overlegent tager et pænt gennemsnit af britisk fanfarerock fra senfirserne.
»Det sorthvide hotel« ligner allerede årets bedste popalbum. En sørgmunter sag iklædt uimodståelig melodi. Eller for nu at citere omkvædet på titelnummeret: Der er ikke noget hjem at skrive om/ men der er noget at skrive hjem om. Det er forrygende, når et så musikalsk skilsmissebarn giver den hele poparmen.
Juncker: »Det sorthvide hotel«, Artpeople (5 stjerner ud af 6)
Anmeldelse af Det Sorthvide Hotel på Musik.dk
Juncker - Det Sorthvide Hotel
ArtPeople 2006
Stjerner 5
Christian Junckers andet album er et fortræffeligt lydspor til hans egen ungdom
Christian Juncker debuterede i 2004 med albummet Snork City, der kastede et par solide radiohits af sig. Albummet var med sit fokus på Junckers egen opvækst første del af en trilogi, hvor det nys udsendte andet album fokuserer på sangskriverens ungdom i 90erne. På det sidste album vil Christian Juncker beskrive voksenheden.
En ny og næsten Kent-agtig lyd er dukket op hos Juncker på et nummer som Bad Vibes, der i al sin enkelthed lyder som det perfekte pophit, flot produceret og stærkt iørefaldende. Samme enkle og letfattelige udtryk præger adskillige af de 12 sange med en spilletid på 50 minutter.
Lille Splint i Fingeren er et andet af albummets store højdepunkter. Sangen indledes med en højtflyvende guitar, der lyder som Coldplay, hvorimod beatet peger i retning af Depeche Mode, og Junckers egen vokal peger lidt i retning af Simon Kvamm. Bestemt effektivt nok til at få de små hår til at rejse til.
Varierede og gennemførte sange
Junckers debutalbum var en anelse spædt i lyden. Det kan man ikke sige om Det Sorthvide Hotel, hvor han har føjet masser af lag til produktionen, og hvor netop lyden er med til at gøre oplevelsen af sangene endnu større.
Tredje favorit er titelnummeret, der ligger til sidst på albummet. Endnu en iørefaldende sang, nu i nedsat tempo og med en sound, der tager store favntag med melankolien.
Et flot, varieret og gennemført album fra en dygtig sangskriver, der roligt kan sende tredje album på gaden. Vi venter allerede i spænding.
Anmeldelse: Jon Laudan
Anmeldelse af Det Sorthvide Hotel i Soundvenue
Pladeanmeldelse, 27.03.2006
Juncker, "Det Sorthvide Hotel"
Af Arko Højholt
Juncker - et blik kastet bagud
"Uden dæmonerne er vi slet ingenting. Det spændende er, hvordan vi tackler dem", skriver Christian Juncker på sin hjemmeside. Et udsagn der på alle måder afslører temaet på gruppens album nummer to - en let rablende kredsen omkring opvækst, tidens spor og små eksistentielle opgør. Dette er et blik kastet bagud af en skråsikker musiker, der ikke er bange for at gå i spåner foran lytteren.
Med andre ord, der er en udpræget nostalgisk stemning på 'Det Sorthvide Hotel', ikke bare i de dansksprogede tekster, der med en klump i halsen betragter livets begivenheder indtil nu, men også i musikken, som låner fint fra både 70'ernes lune sangskriverlyd og 80'ernes naive, men kontante poprock.
Når det virker bedst, bruser melodierne af mild og ren arrogance, og når det ikke virker, lyder det som noget, der er formstøbt til at gå et par runder i døgnflueæteren og ikke meget mere.
Heldigvis er samarbejdet mellem Christian Juncker og Jakob Groth Bastiansen så nysgerrigt, at langt de fleste numre fungerer glimrende, og selvom der ikke rystes musikalske grundvolde, så er udtrykket ærligt og charmerende nok til at trykke på et eller andet inde i én. Ikke mindst på grund af Junckers venlige og alsidige sangstemme, der nok skal resultere i et fanbrev eller to.
Når man hører numre som 'Det Sorthvide Hotel' og 'Lille splint i fingeren', er der ingen tvivl; med den form for sangskrivning er det junckerske univers sikret en udmærket plads i den store, kosmiske pladesamling.
Tjek ind på Det Sorthvide Hotel
Tjek ind på
DET SORTHVIDE HOTEL
Du kan roligt tjekke ind på DET SORTHVIDE HOTEL – der er ingen Basil eller Halløj på Badehotellet, ej heller en Manuel fra Barcelona – til gengæld er der dækket op til en musikalsk oplevelse serveret af hotelværten Christian Juncker og medværten Jakob Groth Bastiansen – og det øvrige personale må også allerede nævnes her for alle bidrager til at dit ophold på hotellet bliver et af de bedre (kan man allerede håbe på et af årets bedste ?) På stikkerne for dig er selvfølgelig Thomas Dinesen, det øvrige serveringspersonale består af Kasper Søderlund og Ronny Gregersen. Og længere nede på listen står Stine Larsen – ”Flimmerbær”-servitrice – samt Frederikke, Ida-Marie, Katrine og Anne Josefine der alle er indkaldt som hjælp til at servere hovedretten.
Dertil på cello – Cæcilie Trier.
Og hvad serveres der så på DET SORTHVIDE HOTEL ?
Ja, dagens ret er 12 nye sange – og det er en helstøbt ret der er blevet tilberedt i studiet under kyndig ledelse af den dygtige chefkok Søren Mikkelsen – der i parentes bemærket (ud over at producere også bidrager med guitar og bas m.m.) - og gæstekok Frank Birch Pontoppidan, der står for en del af hovedretten:
Her er FEST-MENUKORTET/PLANEN:
Velkomstdrik: ”Kære dagbog”
Forretten: ”Flimmerbær, Bad vides og Udenom indenom”
Husets vin: ”Blå”
Hovedretten: ”Ind til mig, Lille splint i fingeren og Når du går fra mig”
Hyldestsang: ”Ud af mit skjul”
Desserten: ”Sæbeboblenat”
Afslutning: ”Festen er forbi”
Visitkort: ”Det sorthvide Hotel”
Kommentarer:
”Kære dagbog” kan varmt anbefales, du bemærker den nye stil og en friskhed, der gør at du får lyst til mere, skriv gerne i gæstebogen og sæt dig til det veldækkede bord med de dejligste tekstmæssige finurligheder og musikalske delikatesser – en udsøgt fornøjelse venter Dig allerede i forretten !
Første udspil ”Flimmerbær” gør at forretten virker let og giver den en lækker smag , ”Bad vibes” er tilsat blandingskrydderi - der er bad vibes i andedammen, svanerne de skammer sig, når ænderne de brokker sig over mågerne som har indlogeret sig – og inden frygten for fugleinfluenza breder sig, kære gæst, så er der her måske kun tale om en kærkommen opsang til en lille pige i flade sko eller en lille Pia i for små sko, et dristigt indslag i forretten, der kan sprede fårene fra bukkene, til gengæld går vi – om guderne vil – hånd i hånd ”Udenom indenom” som afslutning på forretten.
”Blå” er en rolig stund hvor der gøres rent bord og smides væk, hvor små blå stykker porcelæn fjernes og husets vin passende skænkes op.
Og så kommer den/de følgende tre: Hovedretten – det bedste af det bedste der her serveres.
Nyd hvordan ”Ind til mig”, ”Lille Splint i fingeren” og ”Når du går fra mig” hænger sammen og går over i hinanden og overgår hinanden. Serveres varmt – og kan varmt anbefales.
Tilbehør: Selleri og Cello - Råkost og rå lyd – Bær og Æbler – Kor, kugler og knusende tallerkner.
Et stille hyldestsang ”Ud af mit skjul” er et fint pusterum inden næste servering: ”Sæbeboblenat”.
Børn og unge ser tit frem til desserten – i så fald føler jeg mig stadig ung eller finder min anden ungdom frem, plejehjem og plastikhandsker må vente - der er noget at se frem til her: ”Sæbeboblenat” er jo tidligere blevet prøvesmagt uden meget tilbehør hos tanten Olga i Randers
– her får vi den så med alt det ”guf” der gør at det er ren nydelse, der gør at du er nødt til at tage en ekstra gang – her må ”repeat” spises. Og der spilles og stilles op til dans: Du sagde du gerne ville danse og det var ikke bare noget du sagde. Sæbeboblenat og en misfornøjet hund og en hunkat.
Og så er tiden gået – i godt selskab går tiden hurtigt – og vi er kommet tæt på afslutningen ”Festen er forbi”. En cello har givet lyd fra sig her ved de riges bord, det er i hvert fald med følelsen af rigtig rigdom du rejser dig - ”festen den var lang så nu er der endnu længere hjem end da jeg gik derhen jeg står bare her og tænker vent der kommer en taxa snart og kører mig hjem”. Vent vent. Brug lige ventetiden til at skrive i gæstebogen, hvis du ikke nåede det da du kom – og snyd ikke dig selv for hotellets visitkort her på falderebet – der er lige en perle der gemmer sig her til sidst:
”Det sorthvide Hotel” – der er ikke noget hjem at skrive om men der er noget at skrive hjem om – det er der, så kære anmeldere ved diverse dagblade og alle andre:
VÆRSGO og skriv pænt om Juncker, f.eks. et postkort fra livet, ellers bliver han svensker på fredag
- og VÆRSGO 2: Tjek ind på DET SORTHVIDE HOTEL – igen – hvis altså din far gi’r dig lov.
”Spøgelser går igen og igen, spøgelser hvisker farvel på mit sorthvide hotel”
og de kinesiske venner Yin og Yang er blevet uvenner endnu engang.
Det er kanon, Juncker !!!
Birger
Danmarks Smukkeste Festival, Rytmehans 2005
Billede: Morten Thun
Juncker
Danmarks Smukkeste Festival, Rytmehans
Live
Fra gaffa.dk
Dato: 12/8-2005
Kollektiv kinddans med en (over)engageret Christian Juncker som den store maestro
Pyt og pande med Juncker
At bandet Juncker har taget navn efter sin forsanger, den tidligere Junior-frontmand Christian Juncker, synes ganske indlysende at dømme efter dagens koncert, for Juncker (altså personen, ikke bandet) indtager en helt central position ikke blot i bandets musik, men så sandelig også i sceneoptrædenen. Fra koncertens start syntes den gode Christian Juncker mere fokuseret på publikum end på musikken. Både i og mellem numrene blev publikum ivrigt ansporet til yderligere engagement at den veloplagte C. Juncker, der nærmest konstant roste og smiskede for sit publikum, men da folket tog opfordringen til sig, kom koncerten nu ikke til at lide mén af denne noget teatralske optræden – snarere tværtimod.
Stemningen steg støt koncerten igennem, hvilket havde sin baggrund dels i ovennævnte opildning af det feststemte publikum, dels i det faktum, at Juncker leverede en yderst vitaliseret udgave af mange af numrene fra debutalbummet "Snork City", der udkom i oktober sidste år. På albummet står musikken ofte i skyggen af de glimrende tekster, men i de live-versioner, som blev lagt for dagen ved denne lejlighed, var der skruet en tak op for intensiteten og drivet i flere af numrene, og det pyntede gevaldigt på helhedsindtrykket af bandets udmærkede poprock.
Titelnummeret fra albummet var én af de sange, som gjorde sig speciel godt i sine nye gevandter, men også hittet "Mogens og Karen" og det nye nummer "Flimmerbær" (!) fik publikum helt op på mærkerne. Der blev hoppet og danset, og stemningen tangerede en stund næsten massehysteri, og hvad mere kan man næsten ønske sig på en grå festivalsdag?
Af Michael Jensen
Juncker, Rytmehans, Danmarks Smukkeste Festival 2005
Juncker live 2005 er en både medrivende og powerfull sag.
Så kom den - ekstasen. Det store, fede festival-sus, hvor band og publikum flyver af sted i fælles lykke.
Fotograf: Nicolai Lorenzen